søndag den 16. september 2018

Nyt projekt: Afrikakorps!

Endnu engang er maling og pensler kommet ud af skabet. Jeg har holdt mig afventende i forhold til de nye regler og Mid War-bøger til Flames of War, og manglende tid har betydet, at jeg ikke har fået spillet nogen FoW-spil i længere tid. Nu har jeg dog besluttet at komme i gang igen og de (relativt) nye plastiksæt til Nordafrika er en god anledning til at komme ind i kampen igen.

21. Panzerdivision har været en af mine favoritter siden jeg for mange år siden læste Hans von Lucks selvbiografi, hvor han bl.a. var bataljonschef for 21. pansers opklaringsbataljon i Nordafrika. Jeg har tidligere samlet en pansergrenadérkompagni fra Normandiet og haft lyst til at lave en styrke fra Nordafrika. En ren opklaringsenhed er dog et større projekt end jeg umiddelbart har lyst til at gå i gang med og desuden har jeg for nyligt lavet den canadiske panservognseskadron anno 1944-45. I stedet har jeg påbegyndt et panserkompagni med en grundstamme af Panzer III.

Den umiddelbare arbejdsliste ser ud som følger, og grundstammen af kampvogne (Panzer III og IV) ligger relativt fast. Jeg ved dog ikke, om der kommer justeringer blandt støtteenhederne endnu:



Panzer IV-delingen blev testdeling for malearbejdet. Den første vogn blev for mørk indledningsvis da jeg forsøgte med BF's anbefaling, "DAK sand" i stedet lavede jeg delingen med hvid grunder, to lag Crusader Sand, brun wash (Citadels Agrax Earthshade), en tung drybrush af Crusader sand og til sidst en let drybrush med Dark Sand. Jeg er selv umiddelbart tilfreds med resultatet og kommer nok til at lave de øvrige kampvogne efter ca. samme opskrift.



Næste bunke klar til samling:



fredag den 3. marts 2017

(Lidt) nyt fra østfronten

Aktivitetsniveauet har været lavt det seneste halvandet år, men jeg får da stadig malet lidt fra tid til anden. Senest er jeg gået i gang med lidt russiske enheder fra Team Yankee, som jeg har haft liggende. Målet er i første omgang beskedent: En kampvognseskadron på 50 point bestående af 10 T-72'ere og en opklaringsdeling med fire BMP-2'ere. I skrivende stund er de første fem kampvogne færdige og de sidste fem mangler kun highlights og detaljer. Desuden har jeg malet et par restfigurer fra min Warhammer-samling og et par fighters til Star Wars Armada.

En halv T-72-eskadron:

Blandede SW Armada-fly:

Inquisitorial psyker lavet over en Genestealer Cult Magus-figur:

Imperial Fist Veteran Assault Sergeant:

lørdag den 18. april 2015

Slaget på Heden

Så kom jeg endelig afsted til en turnering efter lidt over et års pause. Figurspilsklubben Nexus i Herning havde arrangeret denne miniturnering, hvor vi i hold skulle gennem tre missioner. Som tidligere nævnt stillede Anders med et amerikansk panserinfanterikompagni fra Road to Rome og jeg skulle indvie min canadiske panservognseskadron fra Market Garden.



Den første mission var et klassisk Breakthrough-scenarie, hvor Anders og jeg skulle forsvare mod den tyske Kampfgruppe Kerscher med adskillige Tiger-kampvogne og et Fallschirmjägerkompanie.
Jeg havde indledningsvis kun min panserværnsdeling, min eskadronchef samt næstkommanderende på bordet. Anders' infanteri fik til opgave at holde linjen indtil resten af mine delinger kunne ankomme fra reserve. Dette kom næsten til at koste os sejren, da mine M10´ere efter et par ture tog tab og trak sig fra spillet. Jeg skulle slå en kompagnimoraltest, som jeg dog klarede og samme tur fik jeg den første panservognsdeling på bordet. M10'erne nåede dog at ødelægge Kerscher's tiger, hvilket gjorde resten af spillet lidt lettere. Spillet bølgede frem og tilbage og var generelt præget af stor bevægelse og mange små træfninger rundt om på pladen. Specielt min chef nåede lidt af hvert og skød bla. to inf-teams og en Hetzer, hvorefter han fik en tysk deling til at fejle deres tank terror-test da de ville storme Anders' 57mm kanoner. Min NK formåede også at forhindre et par tyske PaK40-kanoner i at rykke frem. I sidste ende vandt vi, da modstandernes angreb langsom blev nedbrudt. Deres hovedfremrykning gik for langsomt og blev langsomt nedslidt, bl.a. af mine Staghounds, der kom på bordet fra flanken. De tyske reserver (en Fallschirmjäger-deling og to Tigere) havde for lidt tyngde til at kunne fjerne Anders' deling, der nåede at lægge sig klar ved vores objectives. Spillet endte med en 4-3-sejr, da jeg havde mistet både mine M10'ere og min tunge panservognsdeling.

Første mission. Tyskerne planlægger et angreb på kirken nederst i billedet.

Min eskadronschef og panserværnsdeling ligger klar i byen.

Første træfning: En M10 bliver skudt af Albert Kerschers Tiger, som dog selv ryger da de tilbageværende tre skyder igen.

Tyske reserver kommer ind fra baglinjen: De formår dog ikke at komme igennem de nedgravede amerikanere,


Anden mission var Dust Up, hvor vi mødte en tysk kampvognseskadron med Panzer IV og StuGs, samt et italiensk faldskærmskompagni, der blev støttet af et par tunge Elefant-panserjægere. Bordet bestod at en lille by og spredte marker på den ene halvdel, samt et bakket skovlandskab på den anden side. Bordet var skarpt opdelt af en flod med et par broer og vadesteder.
Også dette spil blev overvejende præget af mobilitet. Vi havde dog gravet os gravet os solidt ned på det mest udsatte objective og da modstanderne ikke havde artilleristøtte, kunne vi samle vores forsvar på selve objectivet. Fjenden forsøgte at samle to kampvognsdelinger i et angreb på objectivet støttet af Elefanterne, men da mine M10'ere udslettede en hel Panzer IV-deling i en tur, stod det klart at vores objective var så godt som sikret. I den anden ende af kortet gik Anders' ene infanterideling metodisk til værks med at rense fjendens objective, støttet af hans 57mm-kanoner. Mine Staghounds ydede blandet støtte ved dels at opklare mod fjendens stillinger og dels genere de få kampvogne som var på fjendens side af floden. Vi endte med at vinde 5-2, hvor eneste tab var mine Staghound III-vogne, som jeg tidligt havde mistet til fjendens panser.

Anden mission. Vores respektive næstkommanderende forsøger at snige sig over en overgang, men bliver beskudt af tyske StuGs. Anders mister sin half-track, men min NK trækker sig. Efter flere runder lykkes det ham at komme uskadt over floden og ind i fjendens bagland.

Mine M10'ere laver et vellykket ildoverfald på tre tyske Panzer IV-vogne, som alle bliver ødelagt. Til højre ses de to elefanter i færd med en langsom fremrykning.

Afslutningsvis skulle vi prøve en af de ny Domination-missioner, nærmere betegnet Blind Domination. Missionen adskiller sig fra de normale missioner ved at man kæmper over forudbestemte terrængenstande (i vores tilfælde et kloster, en kirke, en bakke og en jernbaneovergang). Desuden skulle vi pået stykke papir nedfælde hvilken rækkefølge og i hvilke sektorer vores reserver skulle komme ind. Dette betød, at vi ikke vidste hvor fjenden ville dukke op, hvilket gav en meget underholdende og anderledes spil. Vi mødte en blandet tysk landhandel med panserinfanteri, StuGs, opklaring, Nebelwerfere og 88mm-kanoner.
For mit vedkommende var Staghound-delingerne for en gangs først på bordet og en stor del af spillet gik med at kæmpe mod fjendens StuGs i en by omkring kirke-objectivet. De store objectives betød dog at spillet blev ret statisk og ingen havde lyst til at stikke næsen for langt frem. Vi endte med at vinde 5-2 på normal points, samt 3-0 på domination-point. Anders og jeg havde lidt spredte tab, herunder både min chef og næstkommanderende - eneste tabte deling var dog min ene Staghound-deling, som var blevet udraderet af de tyske StuGs.

Tredje mission. Forreste opklaringsdeling på vej gennem en italiensk landsby. Længere bagude følger min eskadronchef og en af Anders' artilleriobservatørhold i en jeep.

Min NK omgår byen. I baggrunden til højre ses de tyske StuGs, som kom til at volde mine Staghounds store problemer gennem spillet.

Alt i alt var det en utrolig hyggelig turnering, med gode rammer og venlige modstandere. Vi havde nogle meget interessante spil og kombinationen af et panserinfanterikompagni og en opklaringseskadron gav en underholdende mobilitet i spillene. Jeg var meget tilfreds med mine enheders indsats og glæder mig til at se dem i samspil med Anders' canadiske motorkompagni til Hill 54.

mandag den 9. marts 2015

WIP - M10c Achilles

Lige et par hurtige billeder af den ene M10'er. Der skal lige rettes et par småting inden jeg går i gang med weathering, men ellers er den stort set færdig.



søndag den 8. marts 2015

Slaget på Heden - indledende forberedelser

Slaget på Heden nærmer sig og min eskadron begynder at ligne noget. Detaljerne er færdige og jeg er næsten igennem decalerne efter visse udfordringer. For det første sad enhedsmærkerne, broklasse og serienumrene ret tæt på de canadiske Staghounds og da decalerne er en anelse i overstørrelse, har det været svært at få plads til dem alle på vognene. For det andet har jeg ikke umiddelbart haft adgang til decals med mærket for 2. canadiske korps, som 12th Manitoba Dragoons var direkte underlagt. Jeg er derfor i gang med at male ca. 20 korpsmærker i hånden.

Listerne til Slaget på Heden ligger dog fast. Panservognseskadronen får selskab af Anders' nyanskaffede amerikanske panserinfanterikompagni. Min store svaghed har været evnen til at gennemføre stormangreb samt missioner med mobile reserves. Anders' liste kan forhåbentligt hjælpe med begge dele. Vores lister har samlet set en god mobilitet og burde kunne klare sig både offensivt og defensivt. Som jeg ser det bliver vores umiddelbare svaghed panserlister med relativt mange kampvogne - f.eks. Panzer IV-lister eller lister med masser af infanteri, der støtter et par tunge kampvogne, så vi ikke kan nå rundt i flanken..

Min Staghound-eskadron:

Anders' liste - Et amerikansk panserinfanterikompagni fra 1st Armoured Division i Italien:


mandag den 16. februar 2015

WIP - Flere Staghounds og turneringer i horisonten

Det går fremad med Staghound-eskadronen og der kommer nu gradvist farver på vognene. Det hjælper gevaldigt på motivationen, at der nu er udsigt til at eskadronen kan bliver luftet ved hele to turneringer i 2015 - Slaget på Heden til marts og Hill 54 til juli. Begge events er double-turneringer på henholdsvis 2x1000 og 2x1500 point. Min indledende liste består af nedenstående modeller - infanteridelingen og raketbatteriet for lov at vente til den større Hill-turnering.

Kernen af eskadronen: Chefen og NK nederst midtfor, 1. deling nederst højre, 2. deling nederst venstre, den tunge deling øverst højre og en tilgået panserværnsdeling øverst venstre.

Vognene har nu fået basecoat og sort wash, efterfulgt af et let grønt lag. Efterfølgende har dæk, bælter og vejhjul fået et lag mørkegråt. Næste projekt bliver detaljer som sløringsnet, tasker og selve vognbesætningerne. 

fredag den 23. januar 2015

WIP - Staghound Squadron fortsat

Efter længere tids pause med mit Staghound-projekt, er jeg nu endelig færdig med sidste halvdel af eskadronen. Jeg har samlet yderligere seks Staghounds og ved hjælp af bitskassen og rigeligt Green Stuff har jeg fyldt dem med stowage i form af jerrycans, sløringsnet og diverse oppakning. Jeg har fået inspiration fra talrige billeder af 12th Manitoba Dragoons under kampagnen i Holland i slutningen af krigen. De færdiggjorte vogne består af eskadronschefens og NK's vogn, to almindelige Staghounds og to Staghound III, som hører til eskadronens tunge deling.



Chefen og næstkommanderende. Chefen er ved at læse kort og NK har taget kuppelgeværet af luftværnsaffutagen for at skabe lidt variation i eskadronen. Jeg glemte indledningsvis bovgeværer på de to vogne, men de er efterfølgende sat på sammen med antenner.





De to øvrige Staghound I. De kommer til at indgå i en deling med en Ford Lynx let panservogn.




De to Staghound III. De tilgik først i april 1945, men har alligevel fået en plads i eskadronen, hvor de kommer til at yde ildstøtte til opklaringsdelingerne. De har som de eneste vogne både smoke og semi-indirect fire.